EMDR



EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) er en anerkendt, evidensbaseret metode. Den er særligt kendt for effektivt at behandle traumer og PTSD, idet den hjælper hjernen med at bearbejde og “omkode” fastlåste, smertefulde minder.
Når et menneske påvirkes negativt af en traumatisk oplevelse, lagres oplevelserne forbundet med den traumatiske hændelse i kroppen sammen med de sanseindtryk, følelser og tanker, der knytter sig til traumet. Når vi i hverdagen møder sanseindtryk og andre stimuli, der minder os om den traumatiske hændelse slår tænkningen fra, og vi mister forbindelsen til de informationer, der kan minde os om, at vi ikke længere er i fare. Kroppen forstår således ikke, at det, der var farligt eller ubehageligt, er overstået. Måske husker man ikke det, der er sket, men kroppen husker oplevelsen og bevarer de negative følelser og fysiske oplevelser forbundet med den traumatiske oplevelse.
EMDR hjælper til, at klientens oplevelse af sig selv og egne handlemuligheder i nutid og fremtid bliver mere positiv. Ubehag i kroppen aftager eller forsvinder helt.
Efter behandlingen kan man stadig huske, hvad der er sket, men det er mindre ubehageligt at tænke på.
Terapi
Jeg tilbyder individuel terapi, parterapi og terapi i gruppe.
Samtalerne foregår primært med afsæt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), der er en gren af kognitiv adfærdsterapi samt mindfulness og self-compassion.
En samtale ved mig tager udgangspunkt i og følger de ønsker, du eller I har. I fællesskab aftaler vi hvad emnet skal være, hvordan vi skal undersøge og tale om emnet, hvem der skal deltage i samtalen og hvad målet for samtalen er.
Jeg møder dig/jer med respekt, omsorgsfuldhed og medfølelse.
Som psykolog er jeg ikke tilhænger af en “sygdomsbaseret” model for terapi, som kan have en begrænsende konsekvens for udvikling og forandring. Jeg arbejder med klienterne ud fra en aktiv tilgang, hvor der læres nye færdigheder, som effektivt hjælper med at håndtere de barrierer, der er i forbindelse med at leve et meningsfuldt liv.

